Cous Cous

Cous cous med bagt græskar, løg, granatæble og kylling. Jeg elsker cous cous, det smager bare lækkert, alt passer det til (stortset) og det er jo ekstrem let og hurtigt at lave. Selvom jeg godt nok ikke laver meget for tiden, jeg har overhoved ingen kreativitet i min krop, jeg gider ikke tage billeder for der er trist og gråt.

Både H og jeg har pjækket i dag og da han altid har fri om fredagen pjækker jeg også i morgen, så vi kan komme til Oslo i god tid, jeg glæder mig vildt med til Thomas Dybdahl koncerten på lørdag, selvom jeg er bange for at vi glemme at printe billetterne ud. Så må vi jo finde en printer i Oslo. Derudover ved jeg at der er lidt flere ting at tage billeder af i Oslo og det vil jeg benytte mig af. Så jeg vender forhåbentlig stærkt tilbage i næste uge.

Konklusion: Jeg elsker at pjække eller skulke (norsk) sammen med nordmanden.

Kaniner

Dengang jeg ikke var særlig gammel - fortsat et barn som boede hjemme ved mor og far. Der havde vi i løbet af flere år nogen forskellige kaniner. To kanin-par over to omgange, der begge fik hver deres hold unger og se lige hvad jeg fandt på min mors blog i går,  masser af billeder af disse skønne skabninger, var de ikke bare søde? Det er virkelig noget af det jeg husker tydeligt, det var så specielt og så hyggeligt, man havde altid noget at lave når man kom hjem. 

Mit ønske har længe været at jeg skulle have en kanin igen, og efter jeg så de her billeder kan det næsten ikke gå hurtigt nok. Så jeg leder og leder, efter en sød ung dværg kanin, gerne løvehoved, angora, vædder eller helt almindelig. Jeg vil have den stående inde på vores gæsteværelse, for jeg er ikke sikker på at den kan klare den norske vinter, så må jeg skifte den hver og hver anden dag, så det ikke kommer til at lugte og om sommeren skal den selvfølgelig ud at stå.    

Roser er røde ....

I forrige uge fik jeg min første buket roser, siden jeg og en veninde i 4./5. klasser fandt en piges skoletaske i et busstoppested. Hendes mor synes det var så sødt og fint af os at ringe, så den lille pige kunne få hendes taske tilbage. Faktisk så endte det med at min veninde og jeg kom om at diskutere om hvorvidt vi skulle dele buketten op eller ej. Jeg mente jo ikke den skulle deles op når den var blevet afleveret på min dør, men hun mente selvfølgelig at hun skulle have sin andel af findelønnen - det fik hun aldrig. Tænk så strid jeg var, eller er ... Heldigvis er jeg den dag i dag fortsat gode veninder med hende og jeg tror der skal lidt mere end en  buket roser til at skille os ad. Der ville roser i hvert fald i sådan en situation have den  modsatte effekt.

Denne gang kom buketten fra min åbentbart meget romatiske kæreste der synes at jeg havde fortjent en buket og det kan jeg jo kun give ham ret i ..

Græskar Suppe.

Ingredienser:

1 kæmpe stort græskar (jeg brugte en sort jeg ikke kender navnet på, men i kan bare bruge hokaido)

2 chilier (alt efter hvor stærke de er, smag på dem)

3 gulerødder

2 kartofler

3 løg

6 fed hvidløg

Hønsefond el. vand

Skræl, pil of skær alle grøntsagerne og sauter dem i olie (f.eks. græskarkerne olie, som er verden sundeste). Dæk til med fond eller vand, man kan sagtens nøjes med vand, så er der ikke en eller anden hønsekraft der kommer og bedøver den oprindelige smag. Noma kunne aldrig finde på ar bruge fond i en suppe, de bevarer den oprindelige og optimale smag af råvaren. Kog grøntsagerne møre, blend til en glat pure-suppe, smag til med salt og peber og server med græskarkerner, rømme, citronsaft, ost og tørrede skinke. 

Vi fik det hele til, men man kan sagten nøjes med en klat græsk yoghurt eller en klat rømme i. Men det er virkelig lækkert med skinken, da den bliver helt mør når den svømmer rundt i den varme suppe. Osten smelter og kernerne knaser. 

____________________

Jeg bliver så glad når solen skinner! 

Glæder mig til der kommer sne?! Hvad sner der for det?

NEJ, STOP!

Nu er det altså gået hen og blevet noget af en fantasi verden jeg lever i, eller rettere sagt en fantasi løgn. Det begynder at bliver sådan frank-hvam-pinligt, så pinligt at alle mine planlagte undskyldninger er spoleret pg ubrugelige. Der er to muligheder nu og den ene er at blive afsløret på en meget udstillet måde, hvor jeg bliver nødt til aldrig at vise mig her igen, eller også skal jeg i hvert fald skynde mig hjem til H og bede ham om at lave et barn sammen med mig, i en hulens fart.

Dialog:
"Så du sier du har barn på 1 år?"
"Ja, hehe"
"Er det en jente eller gut?"
"Øhh, det ved jeg ikke, jeg mener en pige"
"Hvad er pike?"
"En jente, mener jeg"
"Så fiiint, å ho går i barnehage?"
"Ja hun gør så"
"Jeg fortalte min datter isted at jeg kjente en jente der bare er 19 år å har barn"
"Gjorde du det? Så hyggeligt" siger jeg meget skeptisk og uærligt.
"Kanskje du kan få din mann til at kjøbe deg en rom til at lage en kafé eller butikk?"
"Ja, det kan være" får jeg stammet lidt tvivlende

 Hvis bare min verden hang sådan sammen, ville jeg nok ikke være her.

Jeg tager ikke i mod fornuftige løsninger fra ærlig mennesker!

LØGN

Pis, pis, pis, jeg ved det godt, ja! Jeg har virkelig dummet mig, sådan virkelig virkelig. Jeg er kommet til at sige til en af mine med-kursister at jeg har et barn. Hvad er chancen? Hvordan når man så langt ud? Hun er fra Iran, ekstrem sød og flink dame, som i øvrigt er uddannet læge, hun har været bosat i Norge i tre år og snakker flot.

Dialog:
"Har du barn?" (hvor jeg hører det som, har du mand?)
"Ja" siger jeg smilende
"HAR DU? Nej så fint og koseligt, hvor gammel, et år?"
"Øh ja, et  år ja" - hvorfor sagde jeg det og tro det eller ej jeg overvejede at sige spæd?????????
"Nå ja, du er jo så ung, hvor gammel er du?"
"Jeg er bare 19" (snart 20=voksen, OMG)
"Nej er du det, så ung og fin, jeg har et barn på 18"
"hehe, smiler jeg skævt og afslørende"

Jeg ved ikke hvad der går af mig, jeg krydser finger for at hun ikke spørger om hun må se min dansk/norske baby, der ligger derhjemme helt alene.