Det er både med glad og lidt vemodig stemning, at jeg skriver dette indlæg. Først og fremmest er jeg mega glad, lettede og stolt over hvor meget Lilou er vokset og har udviklet sig på så kort tid, jeg synes det er vildt fascinerende at følge hende og ekstrem undeholdende at hun kan noget nyt hver og hver anden dag. Derudover er jeg ekstremt lettede over at hun allerede er nået så "langt" i livet og ikke har været udsat for nogen alvorlige skræmmer eller skader.
Det er helt utroligt så overbeskyttende og rædselsslagende man bliver som forældre, nogen gange kan jeg fælle en tåre over at hun en dag skal falde og slå hul på knæet, eller måske kan falde ned fra en gynge, eller helt galt, kan finde på at tage cykelhjelmen af på vej til skole, når hun er nået ned rundt hjørnet og hun ved jeg umuligt ville kunne se det ud af vinduet. Sommetider farer mine tanker vildt, jeg bliver sur på mig selv over at jeg har bosat mig i dette land, hvor der er høje fjelde som man kan falde ned af og endnu højere fjelde hvor man kan stå på ski, dermed også falde og brække benet!!! Ja jeg ved det godt, der går total hønemor i den, jeg er for langt ude og alt det der, jeg ville da gerne være de tanker foruden, men de kommer altså snigende ligemeget hvor fornuftig jeg prøver at være.
Selvfølgelig tænker jeg ikke sådan hele tiden, så ville jeg jo være gal oveni skralden!
En anden ting jeg bliver skræmt af, er at det altså er rigtig hvad alle de andre forældre derude siger om tiden og så det der med at få børn: den går mega stærkt! Alt for stærkt, jeg forstår det ikke på nogen måde at hun allerede er et halvt år, om ligeså lang tid er hun et år, så kan det være hun kan gå eller rydde sofabordet fra diverse destruerbare genstande. Oh my!
Som sagt er det mega sjovt og betryggende at hun vokser sig stor og stærk, men hun måtte godt gøre det med lidt mindre fart på. Jeg er ikke klar til at min lille baby skal blive en lille pige. Jeg er heller ikke klar til at skælde ud, opdrage, overtale hende til at spise brocoli og lægge hende i seng kl. 19.30. Men der bliver jeg jo nødt til, for vokser det gør hun altså og hun er god til det!
Så sandt som det er sagt/skrevet. Og synes en af skrækscenarierne lyder som et rent flask back for mig, hvorfor mon det?
SvarSletDet vigtigste er, at du vil elske Lilou no matter age/size, og det er der vist ingen tvivl om, at det ikke bliver noget problem..
Og derudover passer det der med små børn små problemer vist nok meget godt, bare vent til hun skal have kærestesorger, det er helt uudholdligt, så er det sgu lige inden et brækket ben er at foretrække.
Kys fra modern, der ikke kunne se datteren med cykelhjelm, der stoppede ved legepladsen 150 meter fra hjemmet, OG tog cykelhjelmen af..OMG!!! Sad but true!