Pis, pis, pis, jeg ved det godt, ja! Jeg har virkelig dummet mig, sådan virkelig virkelig. Jeg er kommet til at sige til en af mine med-kursister at jeg har et barn. Hvad er chancen? Hvordan når man så langt ud? Hun er fra Iran, ekstrem sød og flink dame, som i øvrigt er uddannet læge, hun har været bosat i Norge i tre år og snakker flot.
Dialog:
"Har du barn?" (hvor jeg hører det som, har du mand?)
"Ja" siger jeg smilende
"HAR DU? Nej så fint og koseligt, hvor gammel, et år?"
"Øh ja, et år ja" - hvorfor sagde jeg det og tro det eller ej jeg overvejede at sige spæd?????????
"Nå ja, du er jo så ung, hvor gammel er du?"
"Jeg er bare 19" (snart 20=voksen, OMG)
"Nej er du det, så ung og fin, jeg har et barn på 18"
"hehe, smiler jeg skævt og afslørende"
Jeg ved ikke hvad der går af mig, jeg krydser finger for at hun ikke spørger om hun må se min dansk/norske baby, der ligger derhjemme helt alene.
Really, Karoline??
SvarSletNå, men du kan sagtens rette den op - bare 'come clean' med misforståelsen. Kræver sæføli en god del mod. Kan du mønstre det? :-)
Og vildt forresten, at du snart er en gammel krage på hele 20 somre, men det er nu ikke så slemt, som det kunne lyde!
Håber ellers, at du er godt glad for det hele?
Knus, Jesper (onkel X)
Jeg tror ikke jeg er så god til det med mod, i hvert fald ikke i denne sammenhængen :-)
SvarSletJa, tror det eller ej, 20 somre, jeg har ikke engang nået at være rigtigt teenager-på-tværs-jeg-hader-mine-forældre-agtig endnu? Så kan man jo så diskutere om det er fordi jeg er godt opdraget eller bare er unormal? Jeg er sikker på at du vil mene det første.
Udover at jeg er bosat i Norges mest arbejdsløse by, kører det derud af. Hvad med jer, skal i ikke snart til at leve i en baby-bobbel?
Klem til dig onkel x.