Patetisk.

Dagen i går var lang og jeg endte op med at være til tre job samtaler, er meget positiv angående dem alle. Men der er specielt et af dem jeg meget gerne vil i gang med, det vil nemlig resultere i at jeg kan få min kære uddannelse færdig. Jeg vil gerne have kokkeuddannelsen, selvom jeg ikke gider stå hver aften og pochere, braisere og flambere. Jeg vil da meget hellere kysse med min kæreste, drille mine søskende, drikke øl, høre musik, tænde stearinlys, tegne med farveblyanter og læse gode bøger. Hvem vil ikke det?

I dag har jeg faktisk ikke haft nogen dag, har sovet tre gange og nu er jeg lys vågen. Harald og jeg satte gæstesengen op inde i stuen i går, så vi kunne sove foran pejsen. Der har jeg ligget alle de lyse timer og gemt dagen, under dynen. 

Der er egentlig ikke noget i vejen med humøret men alt bliver sådan lidt underligt og ynkeligt når man sådan driver sin dag med at sove. Jeg har en meget kær veninde i Danmark som har det lidt sært for tiden og det irriterer mig at jeg ikke kan være hos hende. Så jeg har da egentlig lavet lidt i dag, har haft digitalt besøg, som Harald kaldte det (skype). 

Ordene nedenunder er hjemmeopdigtet. Patetisk? JA, det tror jeg nok!

Man kunne lige så godt, vride halsen om på mig, så det ville efterlade døden, de naturlige mærker og skavanker. Jeg tror smerten er lige så lidt eftertragtet som denne.

Denne uhyrlige skræmmende markante smerte. Et andet menneske der propper dit hjerte ned i en for lille kasse, tænk vi er i stand til at torturere hinandens indre organ i denne forstand.

Mennesket er et våben mod en andens følelser. Den du elsker volder dig flest sorger.

Det gør ondt, lad være, vil du ikke nok?

Vi vil være sammen om lidt, men det vil ikke blive det samme. I det fleste tilfælde er det jo bare en bekymring der ikke burde have eksistens, opdigtet. Hjemmelavet.

Hvem fanden er jeg? Slutter det sådan her? Find en anden elsker, jeg falder tilbage.

Man kan gå fra at opgive alt for kærligheden, til slet ikke at ville være i kontakt med den. Det gør så forbandet ondt, skal jeg lide på grund af mine realistiske reaktioner. Patetisk. Lad mig være! Jeg hader.

Du har en sæk på ryggen der bliver tungere og tungere, tag den af, det ville du kun gøre godt i.

Skal man lade et menneske styre en igennem ens kærlighed?