Nordlige Nefer

Og her er grunden så til at jeg bor i det kolde nord : Harald. 

Han er min kæreste, det kan ikke være anderledes. 

Et digt jeg skrev om Harald:

Han er meget høj, to meter omtrent, jeg skal enten stå på tæer eller bøje min nakke tilstrækkeligt langt tilbage for at nå hans uimodståelige let røde, dugget læber, han fugter dem ofte lidt med hans bløde tunge inden han sætter dem mod mine.

Jeg er forelsket.

Han bruger størrelse 47 i sko, 10 numre større end jeg, hans slidte udtrådte converse, støtter hans passende fod. Hans hænder er kundskaben selv, tydelige vener og sener, krigeriske efter duel med sten. Vore hænder passer perfekt sammen, plejer jeg at sige, mens  han ikke siger så meget.

Jeg er forelsket

Han sover længe, lever nattens liv, og bliver klogere. Hans intelligens fejler intet, den kan jeg ikke hamle op med. Jeg prikker til hans sårbarhed, måske irriterer jeg den. Klog fyr, men jeg skal passe på ham, lille gut.

Jeg er forelsket.

Han har de her øjne, de her øjne der brænder sig fast på min nethinde og stikker i mit stakkels hjerte. Sommetider er de grønne som let bleget græs, andre gange er de brune som  mælkechokolade med en kakao procent på femoghalvtreds. Lange mørke vipper omridser tæt deres ovale mandelform. Han kan smile udelukkende med øjne, det hænder, smilende frembringer små streger ud fra hvert øje, der får mig til at smelte.

Jeg er forelsket.

Han er Nordmand, hans norske delikate dybe stemme kilder i mine ører, når jeg beder ham fortælle mig historier. Hans norske ord kilder i mit hoved og gør mig sindsforvirret. Hans norske bevægelser, gør mig ligeglad og bevæbnet. Hans norske krop med den usædvanlige brystkasse gør mig tryg og rødglødende.

Jeg elsker.